Kjeld LauritsenKjeld Lauritsen spiller på det originale Hammond B3 og markerer sig som en af Nordens bedste jazzorganister, der får musikken til at swinge rundt omkring på spillestederne. Som andre jazzorganister startede han sin karriere på bluesscenen og spillede blandt andet med Kenn Lendings Blues Band & Champion Jack Dupree. Senere begyndte han at spille hammondorgel, en periode hvor orgel på jazz-bluesscenen nærmest var umoderne.
På HageLarm spiller han på Arnes nyinnkjøpte Viscount Legend orgel sammen med koloninist og bassist Kay Hartvigsen og hans rutinerte gruppe: Knut Riisnæs, saxofon, Erik Wesseltoft, gitar og Tom Olstad, trommer. Vi starter i Svendborg. |
|
En snak med en danske jazzorganist, der spiller med alt hvad der rører sig, har klare meninger om hvordan han ser på jazzens rolle og placering i nutiden, samtidig med at han passer sit arbejde og er med til at sprede glæde med sin musik.
af Niels Christensen
Præstesønnen Kjeld Lauritsen fra Svendborg, spillede hjembyen Svendborg tynd i halvfjerdserne, indtil han i starten af firserne flyttede til hovedstaden, tog en uddannelse som bibliotekar og skiftede klaveret ud med orglet.
Der var ikke så mange dedikerede orgelspillere dengang. Man var enten hardcore pianist eller keyboardspiller eller lidt af begge. Men unge Lauritsen holdt fast i sin beslutning og indledte en karriere som jazzorganist. En karriere, der nu godt en menneskealder senere går strygende og Kjeld Lauritsen er det første navn der dukker op, når der tales om danske jazzorganister.
Kjeld Lauritsens første orkester var The Organizers, der blev etableret i 1990. Her slog han sig sammen med den diskrete og voldswingende trommeslager Ole Rømer og saxofonisten Bob Rockwell, der med en fortid som tredjemand i orgeltrioer i USA både kendte genren, kunne fyre den af og lærte de to andre noget om at være professionel på jobbet. Organizers nåede i forskellige formater at spille på stort set samtlige landets spillesteder, være et af landets mest populære mindre ensembler og udgive 6 Cd’er, før orkestret blev endeligt lukket i 2011.
Kjeld Lauritsen har gennem årene bakset sit orgel, sin bænk sine pedaler og sin Leslie højttaler ind og ud af spillesteder i mange forskellige formater. Overvejende med egen trio med guitaristen Per Gade og trommeslageren Søren Frost, men også – når der har været råd til det – med en septet med fire blæsere, samt i forskellige ad hoc grupper. Sideløbende er Lauritsen first call landet over, når der skal bruges en organist med jazzet tilgang til musikken.
Kjeld Lauritsen er kort fortalt en musiker, der ikke gør det sværere end det skal være og hvis glæde ved musikken er åbenbar. Hans no-nonsense orgelspil er renset for Karl Smart attituder. Han har fra starten valgt at satse på det enkle groove, fremfor at vise tangentekvilibrisme og hans forkærlighed for blues og de ligefremme temaer har været tydelig gennem alle årene.
Her er en række lige så ligefremme verbale udsagn fra en snak en formiddag på Østerbro i slutningen af december 2014:
Rejsen fra Svendborg til Østerbro, København:
af Niels Christensen
Præstesønnen Kjeld Lauritsen fra Svendborg, spillede hjembyen Svendborg tynd i halvfjerdserne, indtil han i starten af firserne flyttede til hovedstaden, tog en uddannelse som bibliotekar og skiftede klaveret ud med orglet.
Der var ikke så mange dedikerede orgelspillere dengang. Man var enten hardcore pianist eller keyboardspiller eller lidt af begge. Men unge Lauritsen holdt fast i sin beslutning og indledte en karriere som jazzorganist. En karriere, der nu godt en menneskealder senere går strygende og Kjeld Lauritsen er det første navn der dukker op, når der tales om danske jazzorganister.
Kjeld Lauritsens første orkester var The Organizers, der blev etableret i 1990. Her slog han sig sammen med den diskrete og voldswingende trommeslager Ole Rømer og saxofonisten Bob Rockwell, der med en fortid som tredjemand i orgeltrioer i USA både kendte genren, kunne fyre den af og lærte de to andre noget om at være professionel på jobbet. Organizers nåede i forskellige formater at spille på stort set samtlige landets spillesteder, være et af landets mest populære mindre ensembler og udgive 6 Cd’er, før orkestret blev endeligt lukket i 2011.
Kjeld Lauritsen har gennem årene bakset sit orgel, sin bænk sine pedaler og sin Leslie højttaler ind og ud af spillesteder i mange forskellige formater. Overvejende med egen trio med guitaristen Per Gade og trommeslageren Søren Frost, men også – når der har været råd til det – med en septet med fire blæsere, samt i forskellige ad hoc grupper. Sideløbende er Lauritsen first call landet over, når der skal bruges en organist med jazzet tilgang til musikken.
Kjeld Lauritsen er kort fortalt en musiker, der ikke gør det sværere end det skal være og hvis glæde ved musikken er åbenbar. Hans no-nonsense orgelspil er renset for Karl Smart attituder. Han har fra starten valgt at satse på det enkle groove, fremfor at vise tangentekvilibrisme og hans forkærlighed for blues og de ligefremme temaer har været tydelig gennem alle årene.
Her er en række lige så ligefremme verbale udsagn fra en snak en formiddag på Østerbro i slutningen af december 2014:
Rejsen fra Svendborg til Østerbro, København:
- Jeg startede med at spille som seksårig og fik et æble af min spillelærerinde når jeg spillede rigtigt. Så kom tiden til Beatles og fik i 1968 en lærer, der kunne undervise i becifringer og i klassisk musik. Men jeg brugte mit gode gehør fremfor at tyre noder.
- Så fik jeg et Fender Rhodes og begyndte at spille sammen med bl.a. trommeslageren H.C. Mogensen, sådan lidt henne i retning af Billy Cobhams Spectrum-gruppe. Men da de andre flyttede fra byen, var der ikke andre at spille med, så jeg fulgte efter. I København fik jeg fat i et orgel og det var en åbenbaring.
- Mit nuværende orgel er lavet så det kan ligge oven på et flygel, men det er sjældent at jeg har brug for den feature. Tiderne skiftede lige pludselig og orglet kom i fokus i starten af halvfemserne. En stor del af publikum hørte orgeljazz for første gang med Organizers, så noget har vi da betydet.
- Jeg er vokset op med Vallekilde og Brandbjerg stævnerne (årlige stævner, hvor gæstende internationale stjernemusikere hænger ud og spiller med professionelle danske musikere, NC). De stævner er stadig en vigtig ting i dansk jazzliv, selvom at folk går lidt tidligere i seng end de gjorde tidligere...
- Jeg spiller meget gerne bassen i fødderne og venstrehånden.Og jeg spiller da også en bassolo ind i mellem for sjov.
- Jeg er ikke specielt god til at lave jobs, til at lave forretning, men jeg møder publikum face to face og fortæller gerne små historier om de andre musikere fra scenen, fordi det er vigtigt for publikum at vide hvem der spiller.
- De fleste musikere har – ligesom andre unge mennesker – en periode hvor de fester igennem. Men på et tidspunkt finder de ud af at det ikke holder i længden. Vi har mistet alt for mange til druk og narko.
- Det drejer sig om at forberede sig godt. Jeg skal ikke øve mig på scenen. Vi løfter hinanden når vi spiller live. Energien indfinder sig af sig selv.
- Generelt er der rundt om i landet et fantastisk publikum. JazzCup er for de voksne og der er fuldt hus hver gang vi spiller. Portalen i Greve er også et fint sted, for der kommer et stort og primært ældre publikum. Og der er også stærke miljøer omkring jazz i de mindre provinsbyer, Skive, Silkeborg osv.
- Vi spiller også en del kirkekoncerter hvor vi også modtages fint, hvor der naturligt nok er fred omkring musikken. Der spiller vi for de samme som vi spillede for i La Fontaine for tyve år siden.
- Det sjoveste ved at spille musik er at registrere hvilken musik jeg spiller, som publikum også kan lide. Genren er underordnet. Men intentionen er at spille musik i verdensklasse hver gang..
- I Sverige har de udtrykket en ”musikant” og det synes jeg beskriver mit musikerskab meget fint. Det er en som kan få noget godt ud af mange forskellige situationer. Kunst kommer vi til at lave, hvis vi er heldige, men musik er jo et håndværk og kan man ikke det, er det vanskeligt at lave kunst.
